At se bag om mennesket.

Jeg har igennem mange år, været optaget af, at se bag om mennesket. Forsøge at træde et skridt tilbage, vurdere, føle, mærke og fornemme. Hvorfor reagerer og agerer vi som vi gør?

Gennem hele mit arbejdsliv har jeg arbejdet med børn, unge og familier. Jeg har ofte stillet mig selv det spørgsmål: Hvad er det egentlig, der former os som mennesker? Hvor meget er medfødt og hvor meget formes af den måde, vi bliver mødt på i livet?

Jeg har i mange år været optaget af balancen mellem arv og miljø. Det er et samspil, der i høj grad præger børns trivsel og muligheder. For vi fødes ikke alle med samme udgangspunkt, og vi vokser ikke alle op i de samme vilkår. Alligevel kan forskellen på et trygt og et utrygt miljø gøre en verden til forskel.

Arv og miljø - Den "usynlige" kulisse.

Når vi taler om arv, tænker mange på gener og biologi men arv handler også om det, der bliver givet videre i hverdagen. Mønstre, måder at være sammen på, sproglige nuancer, følelsesmæssige reaktioner. Nogle børn fødes med medfødte vanskeligheder, som ingen kan ændre på f.eks. neurologiske forskelle, udviklingsforstyrrelser eller arvelige lidelser. Men hvordan omgivelserne møder barnet, har enorm stor betydning for, hvordan det kommer til at leve med og i det vilkår det er født med.

Et barn med særlige behov kan trives og udvikle sig i et støttende, forstående og struktureret miljø. Det samme barn kan mistrives og stagnere, hvis det mødes med skældud, misforståelser og urealistiske krav. Arven alene bestemmer ikke retningen, det gør mødet med miljøet.

Miljø handler om meget mere end økonomi og boligforhold. Det handler om, hvilke voksne, venner og andre primær voksne barnet møder. Om der er kærlighed og omsorg. Om der er nogen, der ser barnet og tror på det, også når det er svært.

Manglende omsorg og kærlighed kan være usynligt udefra, men føles som tomhed og utryghed indeni. Børn der vokser op uden følelsesmæssig nærhed, udvikler ofte strategier for at klare sig selv.

Manglende omsorg og kærlighed behøver ikke være synlig for omverdenen. Et barn kan smile, klare sig i skolen og overholde reglerne og alligevel bære på en dyb indre ensomhed. Når følelsesmæssig nærhed og tryghed mangler, opstår der ofte et stille fravær, som barnet ikke nødvendigvis kan sætte ord på, men som sætter sig som en følelse af tomhed og uro indeni.

I forsøget på at finde stabilitet og mening i det uforudsigelige, udvikler barnet strategier for at overleve følelsesmæssigt. Nogle bliver kontrollerende og de forsøger at styre omgivelserne for at undgå at blive såret igen. Andre trækker sig ind i sig selv og bliver selvbeskyttende, så ingen kan komme for tæt på. Vreden kan også blive en strategi, det kan være en måde at skubbe afvisning væk, før den rammer. Og nogle børn bliver så stille og tilbagetrukne, at de nærmest bliver usynlige, som om de prøver at fylde så lidt som muligt.

Disse mønstre følger ofte med ind i voksenlivet. Det voksne menneske, der engang lærte at klare sig selv, kan have svært ved at række ud efter andre. Det kan være svært at stole på, at man er værd at elske eller at kærlighed ikke behøver koste noget til gengæld. Måske styrer man sine relationer for ikke at miste kontrollen, eller undgår dem helt for ikke at blive såret. Følelser som uro, utilstrækkelighed eller følelsesløshed kan blive en del af hverdagen, uden at man nødvendigvis forstår hvorfor.

Det der begyndte som en overlevelsesstrategi, kan i voksenlivet spænde ben for det, man længes allermest efter, nemlig nærhed, samhørighed og tryghed.

Jeg har også dømt – og taget fejl - og kan stadigvæk gå i fælden.

Jeg vil være ærlig. Jeg har også haft fordomme. Jeg har dømt. Jeg har været hurtig til at tænke "Hvorfor gør hun det ikke bare?" eller "Han må da tage sig sammen." eller "Slap nu af og kom videre".

Det var før, jeg vidste bedre. Før jeg havde set, hvordan utryghed former mennesker. Før jeg lærte at spørge ind bag adfærden i stedet for kun at reagere på den.

Jeg har arbejdet med unge, der råbte og skubbede og nægtede at samarbejde og som viste sig at være bange, afmægtige eller helt uden tro på sig selv. Jeg har mødt forældre, der virkede ligeglade men som i virkeligheden var overvældede, syge eller selv bar på en tung bagage, de aldrig havde fået hjælp til at bære.

Jeg har lært, at der altid er en årsag og følelse bag en adfærd og reaktion. Vi har som professionelle et valg. Vil vi handle på det, vi ser eller vil vi tage os tid til at forstå, hvad der ligger bag adfærden? Det er temmelig afgørende og jeg ved godt hvad jeg vælger!

Vi må øve os i at se bagom

Jeg ønsker, at flere mennesker både i og uden for det sociale felt ville tage sig tid til at se bagom mennesket. Bag facader, reaktioner og overflader. For når vi møder mennesker med nysgerrighed frem for fordømmelse, skaber vi mulighed for udvikling og en god relation.

Det kræver mod og ydmyghed. For det er lettere at putte mennesker i kasser og gå videre. Det er sværere at stoppe op og stille de svære spørgsmål: "Hvad har du været igennem? Hvad kæmper du med? Hvad har du brug for?"

Men det er dér, relationen starter. Og det er relationen, der for alvor kan brydes social arv. Sunde, solide og kærlige relationer gør en forskel.

Det vi giver videre.

Jeg tror, vi alle sammen bærer noget med os, som vi har fået på godt og ondt. Men jeg tror også, at vi som voksne, forældre, lærere, pædagoger, naboer og vejledere kan være med til at give noget andet videre. Noget, der bygger mennesker op i stedet for at trække dem ned.

Det kræver, at vi ser hele mennesket. Ikke bare diagnosen, handlingen eller det som udfordrer. Men også det, der ligger bag. Det der kunne have været, og det der stadig kan blive.

Social arv kan brydes. Men det starter med, at vi ser hinanden. Rigtigt ser.

Hvorfor skriver jeg om dette?

Det gør jeg, fordi jeg alt for ofte oplever en afstumpet reaktion fra andre mennesker. En tendens til at dømme hurtigt og handle impulsivt uden først at forstå. Det sker både i mødet med børn, unge, forældre og voksne i sårbare livssituationer. Der bliver reageret på en handling eller en adfærd, men sjældent stillet spørgsmål ved, hvorfor den opstår.

Når vi ikke reflekterer, men kun reagerer, risikerer vi at forstærke mistrivsel frem for at lindre den. Vi mister muligheden for at bygge bro, skabe kontakt og gøre en forskel. Jeg håber, at vi som fagpersoner, kolleger, naboer og medmennesker, kan blive bedre til at se bagom det enkelte menneske. At vi tør være nysgerrige, spørgende og nærværende. For det er netop dér, vi kan begynde at forandre noget. Ikke ved at dømme men ved at forstå.

Jeg kan stadigvæk godt "falde i" og reagere uhensigtsmæssigt, heldigvis er jeg kun et menneske, men jeg er blevet rigtig god til at være nysgerrig, spørgende og nærværende. Skal du øve dig?