Når vi glemmer os selv i hensynets navn.

Jeg har lige holdt sommerferie, og jeg har haft den skønneste tid. En masse tid sammen med mennesker, jeg elsker og holder af – det har været fantastisk. Jeg faldt i snak med en person, jeg mødte på festival, og vi snakkede om relationer og om at leve autentisk. At leve autentisk er en livsnødvendighed for mig, og derfor synes jeg, snakken var enormt spændende. Essensen i det er, at personen, jeg mødte, var presset i forhold til sin rolle overfor sin partner. Personen følte, at han lagde låg på sig selv og sine behov for at få forholdet til at fungere. Jeg har været der, og jeg skal aldrig tilbage dertil – det var en spændende snak. I denne snak fandt jeg inspiration til dette skriv.

Vi kan komme dertil i en relation, hvor vi glemmer os selv i hensynets navn.

Det kan ske helt stille. Uden vi lægger mærke til det. Vi elsker, vi tilpasser os, vi tager hensyn. Og pludselig opdager vi, at vi er blevet en version af os selv, vi ikke helt kan genkende.

Jeg har selv stået der. I et forhold hvor jeg mærkede, hvordan mine behov langsomt gled i baggrunden. Ikke fordi nogen sagde, jeg skulle ændre mig. Men fordi stemningen, reaktionerne og de små usagte forventninger fik mig til at skrue ned for det, jeg egentlig er. Og jeg ved, jeg ikke er den eneste.

For nogle af os er sociale, livslystne og udadvendte. Vi får energi af mennesker, oplevelser og spontanitet. Vi elsker fællesskab, bevægelse og at række ud. Vi går til livet med åbne arme. Men hvis vi er sammen med en, der har det anderledes som måske bliver usikker, jaloux eller har svært ved at navigere i det frie, så kan det skabe spændinger.

Og hvad gør vi så?

Vi tilpasser os. Vi mærker efter, justerer, holder os tilbage. Ikke af ond vilje, tværtimod fordi vi gerne vil passe på relationen. Fordi vi vil skabe ro. Fordi vi vil være “nemme at elske”.

Men prisen er høj. For hver gang vi vælger det “sikre” frem for det sande, mister vi lidt af forbindelsen til os selv. Vi slukker for noget, der burde få lov til at leve.

Og måske lægger vi ikke engang mærke til det i starten, det er bare nemmere ikke at tage den snak, ikke at tage den tur, ikke at række ud. Men på et tidspunkt bliver det tydeligt og vi kan ikke være nogen andres version af os selv og samtidig trives.

Når vi går på kompromis med vores livsnerve, den der får os til at føle os levende, så mærkes det i kroppen. Det bliver tungt og det bliver sværere og sværere at trække vejret frit.

Det her handler ikke om ikke at tage hensyn, det gør vi alle sammen, hvis vi elsker nogen.

Det handler om balancen. Om at du ikke skal gøre dig selv mindre for, at en anden kan føle sig mere tryg. For hvis det kræver, at du lægger låg på din energi, dine drømme og din lyst til livet, så er det ikke et forhold der nærer dig. Så er det et forhold, der begrænser dig.

Vi har alle brug for at kunne være ægte i de relationer, vi indgår i. Kun dér kan vi finde den ro og forbundethed, vi i virkeligheden længes efter.

Så mit spørgsmål til dig i dag er: Er du tro mod dig selv i dine relationer, eller har du lært at slukke lidt for at få det hele til at gå op?

Har du brug for at vende det med nogen, så er du altid velkommen til at skrive til mig. Jeg lytter uden at dømme.