Når hverdagen bliver en kamp – unge i udsatte positioner.

At vokse op i en familie præget af få ressourcer, misbrug eller omsorgssvigt sætter dybe spor. Mange unge i Danmark lever hver dag med konsekvenserne af en opvækst, hvor stabilitet, tryghed og støtte ofte har været en mangelvare. Det handler ikke kun om praktiske udfordringer som økonomi og bolig, men i høj grad også om følelsesmæssige aftryk, der følger med ind i ungdomslivet.

For de unge betyder det, at hverdagen hurtigt bliver en kamp for at få tingene til at hænge sammen. De skal balancere mellem skole, venner, krav fra systemet og egne drømme, samtidig med at de bærer på en tung bagage hjemmefra. Når man er vokset op med et konstant beredskab og altid klar til at håndtere konflikter eller uforudsigelige situationer, påvirker det dømmekraften og evnen til at prioritere. Ressourcerne bliver brugt på at klare dagen i dag, og det gør det svært at tænke langsigtet om uddannelse, fremtid og livsførelse.

Mange unge gør deres allerbedste, men de møder ofte muren. De presses fra flere sider. Forventninger fra omgivelserne, egne følelser og et selvværd, der kan være skrøbeligt. De vil gerne leve op til “verden” og vise, at de kan lykkes, men kampen slider på dem. Det er en konstant balance mellem at ville præstere og samtidig håndtere de indre og ydre krav, som for mange føles uoverskuelige.

Når jeg taler med unge, der har denne baggrund med sig, bliver det tydeligt for mig, at de udvikler forskellige måder at navigere i hverdagen på. Nogle bliver meget selvstændige tidligt og de tager ansvar, arbejder hårdt og forsøger at kontrollere det, de kan. Andre trækker sig, lukker verden ude og beskytter sig selv ved at holde afstand.

Fælles for mange er, at de finder små overlevelsesstrategier:

• At sige “jeg har styr på det”, selv når de ikke har.

• At overpræstere i skolen eller på arbejdet for at bevise deres værdi.

• At gemme følelser væk for ikke at belaste andre.

• At søge tilflugt i venner, fritidsaktiviteter eller online fællesskaber, hvor de kan være sig selv uden at blive dømt.

  
  

De strategier, de unge bruger, er dobbeltsidede. På den ene side er de med til at sikre, at de kan klare sig igennem dagen. De viser en styrke, en vilje og en evne til at overleve på trods af svære vilkår. På den anden side kan de også stå i vejen. Overpræstation kan føre til stress og udbrændthed, isolation kan blive til ensomhed, og at gemme følelser væk kan gøre det umuligt at bede om hjælp, når der er brug for det.

Nogle unge lykkes med at bruge deres erfaringer som brændstof til at gå en anden vej. De bliver mønsterbrydere, der kæmper sig frem gennem uddannelse eller arbejde, og som på trods af oddsene formår at skabe en stabil hverdag. For andre bliver kampen så tung, at de søger lindring i rusmidler, selvdestruktive handlinger eller usunde relationer. Og så er der dem, der gemmer sig. dem som lever et stille liv i skyggerne og forsøger at undgå både krav og konfrontationer.

Fælles for dem alle er, at de forsøger at finde en måde at håndtere livet på med de redskaber, de har fået. Men uden støtte udefra kan strategierne ende med at fastholde dem i de samme mønstre, som de egentlig ønsker at bryde fri af.

Derfor er det så vigtigt, at vi som samfund og som mennesker tager ansvar. Ikke ved at dømme, pege fingre eller skabe afstand. Men ved at møde de unge med åbenhed, forståelse og vilje til at hjælpe på alle de måder, vi kan.

Vi har alle et ansvar for at skabe rum, hvor unge kan vokse uden at blive sat i bås. At se bag facaden og huske, at ingen vælger de kort, de får på hånden fra starten af livet.

Jeg oplever selv, hvor meget energi og mening det giver at være en støtte for et ungt menneske. At kunne skubbe bare en smule i den rigtige retning kan være nok til, at en ung begynder at tro på, at en anden fremtid er mulig. Det kræver ikke altid store indsatser og nogle gange er det små samtaler, en ægte interesse eller en konkret hjælp i hverdagen, der kan gøre forskellen.

At se en ung tage skridt mod en meningsfuld fremtid, og at vide, man har bidraget bare en lille smule, er noget af det mest givende, jeg kender til. Det er også derfor, jeg tror på, at vi som mennesker skal hjælpe hinanden, hver især med det vi kan. Når vi gør det, giver vi de unge noget, de ellers kan mangle - nemlig troen på, at de ikke står alene.

Vi kan ikke ændre de unges baggrund, men vi kan være med til at ændre deres fremtid. Det kræver, at vi ser dem, møder dem og tør tro på deres potentiale, også når de selv tvivler.

Så næste gang du møder en ung, der kæmper, så husk dit blik, dine ord eller din støtte kan være præcis det, der giver mod til at tage næste skridt. Vi kan alle gøre en forskel og ofte er det langt mindre, end vi tror, der skal til.