Dit hjem - din base.

Alle har brug for en sikker base. Værdien og betydningen for et frirum er altafgørende for vores trivsel og eksistens.

Det er vigtigt, at du trives og føler dig i balance i dit hjem, din base, i din vennegruppe, din familie - i alle arenaer hvor du bevæger dig rundt.

Én arena fylder mere i mit samlede "trivselsbillede" og derfor har jeg valgt, at sætte fokus på

"Dit hjem - din base". Jeg havde engang et citat af Dalai Lama hængende på min væg.

Det lød sådan her:

Det er mange år siden, jeg flyttede væk fra huset, væk fra citatet – men jeg har aldrig glemt det. Det står som printet på min nethinde.

Alle mennesker har brug for en sikker base. Et fristed hvor du kan være dig selv, reagere og slippe dine følelser løs. Har du tænkt over, hvorfor små børn altid er mest uregerlige, når de er sammen med deres forældre eller andre primærpersoner? Det er hér små børn føler sig trygge, og det er derfor hér de slipper deres følelser og holdninger løs. Båndet til omsorgspersoner og hjemmet skal kunne bære alle former for udsving i følelser og uforklarlige reaktionsmønstre – dette gælder også for voksne. I min optik er det stærkt undervurderet – værdien og betydningen for et frirum er altafgørende for vores trivsel og eksistens.

Selv som voksne har vi brug for et sted, hvor vi kan lande, uden at skulle forklare os selv hele tiden. Et sted hvor vores følelser – også de svære – er velkomne og bliver mødt med nysgerrighed fremfor fordømmelse og modstand. Når det ikke er tilfældet, når hjemmet eller relationerne omkring os er præget af spændinger, uforudsigelige reaktioner og utryghed, sætter det dybe spor. Ikke kun i vores trivsel, men i hele vores følelsesmæssige system.

At bo i et hjem med vedvarende spændinger og uholdbare reaktionsmønstre påvirker langt mere, end man måske tror. Når voksne i en familie reagerer med vrede, kulde eller tavshed i stedet for åbenhed, plads og regulering, lærer børn og voksne partnere, at visse følelser ikke er velkomne. Det kan føre til en form for følelsesmæssig selvcensur, hvor man holder tilbage, tilpasser sig og mister forbindelsen til sig selv. Det går ud over relationen til sig selv, men også relationen til andre - venner, kolleger, børn og partnere. Det bliver en slags lænke man bærer med sig. Den kan være usynlig men tung.

Forskning i tilknytning og følelsesmæssig intelligens peger på, at vi har brug for følelsesmæssigt tilgængelige og trygge relationer for at kunne regulere vores egne følelser, udvikle empati og skabe sunde, meningsfulde forbindelser til andre. Det starter i hjemmet – og det smitter. Et hjem hvor alle følelser må være der, hvor ingen bliver gjort forkerte, og hvor man tør vise sig, som man er, skaber stærke mennesker, trygge børn og nærværende voksne.

Når vi derimod ikke har et sådant frirum, er vi som mennesker på overarbejde. Vi kommer til at bruge vores energi på at navigere i andres stemninger, forsøge at undgå konflikter eller gætte os frem til, hvad der er “rigtigt”. Vi bliver følelsesmæssigt udmattede – og det smitter også. Ubalancen spreder sig som ringe i vandet og sætter sig i dynamikken med vores børn, vores partner, på arbejdet og i vennegruppen. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på de mønstre, vi bærer med os og måske har normaliseret og turde spørge: “Er det her trygt for mig?” og “Føler jeg mig mødt her, som den jeg er?”

At have en sikker følelsesmæssig base er ikke en luksus. Det er en nødvendighed.

For det er i trygheden, vi vokser, mærker os selv og bliver i stand til at række ud efter andre. Det er herfra, vi finder balancen både i os selv og i vores omgivelser.

Hvis du mærker, at trygheden har manglet, enten i dit barndomshjem eller i dine nuværende relationer, så start blidt.

Det første skridt er at anerkende det, uden skyld og uden skam. Vi gør alle det bedste, vi kan, med det vi har lært. Men heldigvis kan vi lære nyt. Tryghed begynder med små handlinger og med at blive bevidst om, hvordan vi reagerer både overfor os selv og andre.

Prøv at lægge mærke til, hvornår du føler dig mest dig selv. Hvornår du kan trække vejret helt ned i maven. Det er her, du skal bygge videre.

Skab tryghed i dine relationer ved at sætte ord på dine følelser og dine behov også selvom det føles uvant. Øv dig i at lytte uden at ville fikse. I at være med det, der er, uden at dømme. Det er sådan følelsesmæssig intelligens vokser både hos dig og dem omkring dig.

Og husk: Det kræver ikke perfektion, men mod. Mod til at skabe en ny base, hvor du kan være hjemme i dig selv og hvor andre også må være det.

Som voksne har vi et ansvar – ikke kun overfor os selv, men også overfor dem vi lever tæt sammen med for at skabe det trygge rum, som vi alle har brug for. Det er en grundlæggende opgave i ethvert hjem og enhver relation - at sikre, at der er plads til følelser, til sårbarhed, til forskellighed. Et rum hvor man ikke skal præstere for at være elsket, men hvor man er velkommen som den, man er. Hvis det ikke findes, må vi tage ansvar for at skabe det. Det betyder ikke nødvendigvis store forandringer med det samme, men det kræver mod til at sætte ord på, bryde mønstre og stille sig selv og sine relationer spørgsmål som: “Hvordan har vi det egentlig sammen?” og “Hvad skal der til for, at vi alle kan trives her?”

Nogle gange skal det trygge rum bygges op helt fra bunden. Andre gange skal det blot justeres og genopdages. Måske kræver det samtaler, terapi, bevidste pauser, nye måder at være sammen på. Det vigtige er, at vi ikke accepterer utryghed som en normaltilstand. Det er aldrig for sent at skabe tryghed –men det starter med, at nogen tør tage det første skridt.

Og i nogle tilfælde, de sværeste og mest smertefulde, må vi erkende, at det trygge rum ikke kan skabes i den relation, vi står i. Når gentagne mønstre af utryghed, tavshed, kontrol eller følelsesmæssig afvisning bliver en fast bestanddel af samværet, og når ændringer ikke er mulige trods indsats og vilje, så kan det i sidste instans være nødvendigt at træde væk. At forlade en relation for at finde hjem i sig selv. Det er ikke et tegn på svaghed, men på omsorg for dig selv og for dem omkring dig. For ingen trives i utryghed. Og alle har ret til en base, hvor de kan vokse, folde sig ud og føle sig hjemme.